I weekenden deltog jeg sammen med min kollega i Lidingö
Ultra.
Lige uden for Stockholm ligger øen Lidingö. Det er en
lille ø hvor terrænet er godt kuperet, og løbet foregik over 50 kilometer på forskellige
slags underlag i form af asfalt, skovbund og stier. Dagen inden løbet skulle
skydes i gang, fløj vi til Stockholm hvor vi overnattede på et hotel på selve
øen. Vi havde begge i længere tid forberedt os på løbet, og havde trænet
målrettet mod det. Allerede da vi stod af sporvognen, som det vel nærmest var,
og gik op mod hotellet, vidste vi allerede at vi ville få noget terræn at
arbejde med dagen efter.
Da vi fik checket ind og havde fået vores værelse, gik vi
hurtigt ned til det lokale supermarked for at proviantere. Vi fik handlet godt
ind med kulhydrater og lidt søde sager, hvilket vi også nød godt af om aftenen
og morgenen.
Vi havde begge forberedt os hvad angik gear, dog nogen
bedre end andre, hvilket jeg dog også kunne drage fordel af, tak for det Jakob.
Lørdag morgen stod vi tidligt op for at indtage lidt mad
og ekstra store mængder af stærk kaffe, af gode grunde som jeg ikke vil komme
nærmere ind på her … Vi fik tøjet på, som vi nøje havde udvalgt aftenen inden
og tog en taxi ud til start. Vejret var FANTASTISK. I forhold til løbesko,
havde vi begge valgt at løbe i Asics Kayano, selvom vi dog også have medbragt vores
trailsko. I dag er jeg ikke i tvivl om at det var det rigtige valg.
Vi kom ud til stadionet hvor løbet skulle starte, fik
hentet vores startnumre (7-8) hvilket også indikerede at vi havde været tidligt
ude med tilmeldingen.
 |
| Godt fra start |
 |
| Det blev fyldt godt op ved samtlige depoter. |
 |
| ... specielt bananer |
 |
| og så afsted igen efter 20 kilometer mærket |
Starten blev skudt i gang og af sted var vi. Det var virkelig
fedt endelig at komme i gang med det løb, man i så lang tid havde arbejdet
målrettet hen i mod. Efter knap en kilometer fik Jakob, af de mest mærkelige
årsager, kramper i den ene læg, men heldigvis skulle der kun få tilbagelagte
kilometer til, før han var igennem dem og vi var videre. Den første store bakke
vi skulle over efter ca. 5,5 km. var ”Abborrbacken” som også var højeste punkt
på ruten. Det gik ganske fint og videre var vi, den ventede dog på os igen
efter 44 kilometer. Hen i gennem dagen og som løbet skred frem kom vi over rigtig
MANGE stigninger, men det gik super godt og efter planen. De første 21 km blev gennemført på 2 timer og 8 min. og vi
havde forinden aftalt at løbe konservativt med et snit per kilometer på omkring
de 6 min. så alt forløb efter planen.
Efter ca. 25-26 km fik jeg dog irritation i lysken og kunne mærke, at der kunne
være optræk til kramper. Desværre tog det til over de næste stigninger og det bredte
sig hurtigt til begge forlår og læggen, på trods af flere forsøg på at fjerne
det i form at udstrækninger. Tidligere har jeg stort set aldrig døjet med
kramper, så jeg var godt irriteret over situationen, også taget i betragtning
af at jeg følte at formen var der til at vi kunne gennemføre på en fornuftig
tid.
Trods et par mislykkede opfordringer til løbemakkeren
efter 35 – 40 km mærket, om at han skulle stikke og satse på egen tid, løb vi
begge i mål sammen og endte på tiden 5:40:39 hvilket var tilfredsstillende, taget
i betragtning af at vi begge havde haft problemer med kramper, dog nogen mere
end andre.
 |
| 2 glade drenge i MÅL |
Følelsen jeg havde da jeg nåede målstregen var fantastisk
og det var nok også, set i bakspejlet, til dels på grund af de kramper som jeg
havde været igennem de sidste små 25 kilometer. Allerede nu er vi enige om at
deltage i løbet i 2013, hvor målet er at komme under 5 timer og 30 min, men vi
går efter at komme under de 5 timer.
Hvis du ønsker at prøve kræfter med et løb hvor du kommer
ud af maraton-distancen, er Lidingö Ultra bestemt en oplagt mulighed. Løbet er rigtig
godt arrangeret hele vejen rundt, der er gode depoter undervejs og kan man lide
at løbe i flot natur med masser af terræn, er det blot at tilmelde sig næste
år. Et alternativ til 50 km ruten kunne være 26 km distancen.
 |
| Sådan ser ruten ud fra oven. |
Næste mål hedder Copenhagen Marathon 20 maj 2012, og
efter at have gennemført Lidingö Ultra, virker det lige pludselig
overkommeligt.